Markedspladsen

Antal varer i kurv

0 varer

Bertel Haarder holder åbningstale

Bertel Haarder er længst siddende medlem af Folketinget, og ikke mindst nordist og dansk repræsentant i Grænsehindringsrådet, som er en politisk arbejdsgruppe under Nordisk Ministerråd, der skal fremme den frie bevægelighed i Norden for privatpersoner og virksomheder.

Grænsehindringsrådets vision er, at Norden skal være den mest integrerede region i verden.

”Som kommende formand for Nordisk Grænsehindringsråd vil jeg arbejde for at fjerne de resterende grænsehindringer, som generer privatpersoner og virksomheder i deres daglige arbejde og deres ophold i Norden. Der er hårdt brug for det. Vi spilder tid og kræfter på helt unødvendige grænsehindringer for erhvervene og de utallige personer og familier, der krydser de nordiske grænser. Tænk at kunne bruge sit personnummer i hele Norden, at kunne flytte eller pendle med sin mobiltelefon, sin bankforbindelse, sit kreditkort og sin kreditværdighed. Slut med bøvlet og alle de unødige grænsehindringer, som let kan afskaffes, hvis der er den fornødne politiske vilje.
De nordiske lande kan tilsammen blive en stor spiller og fremme vores fredelige mål i en urolig verden. Verden er åben, ikke blot for nordisk indflydelse, men også for nordiske værdier og løsninger på verdens påtrængende problemer med klima, overbefolkning og migration.”

Bertel Haarder vil udfolde Grænsehindringsrådets vision yderligere på generalforsamlingen, og Danske Torpare som forening kan glæde sig til at blive klogere på det politiske arbejde, der udføres for at gøre det enklere at krydse grænserne og i vores situation være danske husejere i Sverige.