Markedspladsen

Antal varer i kurv

0 varer

Kend koordinaterne på huset i tilfælde af ulykke


Foto: Tommy Alven / Shutterstock.com

Fire ud af fem opkald til alarmcentralen i Sverige bliver foretaget fra en mobiltelefon. At have adgang til telefonen på farten kan drastisk mindske den tid, det tager for udrykningskøretøjer at nå frem. Problemet er bare, at mobiltelefoner er langt sværere at spore for alarmcentralen end en almindelig fastnettelefon. Som udgangspunkt giver mobilen nemlig kun oplysninger om den mast, den har været tilkoblet under opkaldet, og det betyder, at ulykkesstedet skal findes inden for mastens område ud fra en radius på flere kilometer. Det er et problem i de tilfælde, hvor man ikke kender adressen, eller hvor en ødegård midt ude i skoven simpelthen ikke har en reel adresse men kun et matrikelnummer. Derfor har man i Sverige udviklet forskellige systemer til at få oplysninger om, hvor alarmopkaldet helt præcist bliver foretaget.

”Har du internetforbindelse på telefonen?”

Når man ringer til den svenske alarmcentral på telefonnummer 112, bliver man som noget forholdsvist nyt spurgt, om man har en telefon med internetforbindelse. Hvis det er tilfældet, sender alarmcentralen en sms med et link, som man ved at klikke på kan videregive éns præcise gps-placering. Det medfører, at udrykningskøretøjer kan komme frem til ulykken så hurtigt som muligt.

Har man ikke en smartphone med internetforbindelse, er det en god sikkerhedsforanstaltning at have gps-koordinatorne placeret et centralt sted i huset, som alle brugere af huset kender til. For selv om man selv har en telefon med internetforbindelse, er det jo ikke sikkert, at de personer, der låner eller lejer huset, har.

Apps kan redde liv

I Danmark har smartphone-app’en 112 app gjort det muligt hurtigt og enkelt at foretage et nødopkald og samtidig videregive de præcise koordinater til alarmcentralen. Denne app kan dog kun bruges inden for Danmarks grænser, men der findes også en svensk pendant kaldet Larmappen. Den har nogle af de samme funktioner. Det er dog vigtigt at mobiltelefonen har slået lokalitetstjenester til.

Disse apps kan bestemt være med til at få hjælpen hurtigere frem, men for en sikkerheds skyld kan det være et fornuftigt supplement, at man skriver koordinaterne til sit fritidshus ned, så man altid har dem i nærheden, hvis uheldet er ude.

Koordinater og apps bør naturligvis være downloadet og skrevet ned, før uheldet er ude. Det kan eventuelt være på pakkelisten til den næste tur til torpet.

Find koordinaterne til torpet

På computer

  1. Åbn Google Maps på din computer, www.google.dk/maps
  2. Højreklik på det pågældende sted.
  3. Vælg Hvad er der her?
  4. Nederst vises der et kort med koordinaterne.

På Android-enheder

  1. Åbn Google Maps-appen på din Android-telefon eller -tablet.
  2. Tryk på et område på kortet, der ikke er markeret, og hold fingeren nede. Der vises en rød markør.
  3. Du kan se koordinaterne i søgefeltet øverst.

På iPad og iPhone

  1. Åbn Google Maps-appen på din iPhone eller iPad.
  2. Tryk på et område på kortet, der ikke er markeret, og hold fingeren nede. Der vises en rød markør.
  3. Tryk på Placeret markør nederst. Du kan nu se koordinaterne, evt. ved at scrolle op.