Markedspladsen

Antal varer i kurv

0 varer

Oplev Skånes Djurpark i smukke efterårsfarver

Som medlem af Danske Torpare får I 20 procent på indgangen, og netop nu kan man opleve parken i de smukkeste efterårsfarver og massere af Halloween pynt. 

I samarbejde med Skånes Djurpark sendte Danske Torpare en børnefamilie til parken, for at komme med de bedste tips og tricks til jer. Læs her om deres dag:

"Vores familie på to voksne og to børn ankom, da de åbnede kl 10 og kunne nemt finde en parkeringsplads. Hjemmefra havde vi set at man skal gå en del rundt i parken, og havde planlagt at leje en trækvogn, da der absolut ikke kunne klemmes en klapvogn ind i bilen. Deres trækvogne er dog ikke som vi kender dem i Danmark, da der kun er to hjul på. Så vi måtte planlægge vores tur efter dette, da vores 3-årige datter næppe ville kunne klare hele turen rundt til fods. Heldigvis fandt vi undervejs massere af bænke, hvor man kan tage et hvil, og flere legepladser, hvor energien kan genvindes.

Vi blev imponerede over hvor smuk selve parken er, og at man kan nyde stilheden derinde, til trods for gæster flere steder i parken. Skånes Djurpark har netop pyntet op til Halloween, og naturen hjælper til med de smukke orange blade, som passer godt til græskarhoveder og spindelvæv. Oppyntningen er lavet i tråd med de naturlige omgivelser, og bidrager til en hyggelig tur rundt i parken.

Skånes Djurpark er mere end bare en dyrepark, den smukke skov, de mange legepladser, bænke og grillsteder, gør det til én samlet naturoplevelse, som kan tilfredsstille både store og smås behov. 

Vi valgte i dag at spise mad på Björnberget, og det var ganske fin mad. Næste gang vil vi dog helt sikkert tage mad med, som vi selv kan grille, da der er massere af faciliteter til det. Ved Frode Får land kan man endda købe pølser og brød og selv grille på de opstillede grille. 

Vi fik idag set mange af dyrene, men vi havde virkelig glædet os til at se en los. Vi gik derhen flere gange, men den ville bare ikke vise sig frem denne gang. Så vi må derhen igen en anden dag. Man får en virkelig god udsigt oppe fra hængebroerne - hvis altså man tør kigge ned, og vi var så heldige at se det regnede med blade ned over dyrene. Vores børn på 3 og 6 år kunne begge sagtens gå de 350 meter som hængebroerne er, selv den sidste del, hvor det er mere udfordrende, gik rigtig fint for børnene. 

Dagen sluttede vi af i Frode Får land, hvor børnene især nød at køre rundt i traktorerne. Der var ikke meget kø, så vi kunne prøve flere gange uden at vente. For forældre var det dejligt afslappende at køre med rundt bagi, imens børnene styrede traktoren. 

Efter 5 timer kunne hverken børn eller forældre mere, og vi måtte kapitulere for denne gang. Vi var utroligt heldige at opleve parken på sådan en smuk efterårsdag, med dryssende blade fra træerne og lyden af knitrende fodspor igennem skovbunden. Det gjorde det til en ekstra god oplevelse. 

Vi kan varmt anbefale at tage i Skånes Djurpark - husk dog klapvogn til de små fødder og mad til grillen. God fornøjelse!"

Hvis I også ønsker at opleve Skånes Djurpark, så book jeres billetter her og få 20 % rabat.