Markedspladsen

Antal varer i kurv

0 varer

Torpare-bladet i ny forklædning

Postnord har gjort det sværere for foreninger som Danske Torpare at sende medlemsblade ud i det oplagstal, som bladet Torpare har. For ikke at gå på kompromis med udgivelsesfrekvens eller kvalitet har foreningen valgt en løsning, der indebærer, at bladet fra nu af bliver leveret sammen med sudoku-hæftet Tanketræning i en fælles indpakning. Sudoku’en er gratis og lige til at tage med til Sverige. Og bag hæftet gemmer sig altså Torpare-bladet.

Nyeste nummer med Ingmar Bergmans Fårö på forsiden

Juni-nummeret skulle meget gerne være i hænderne på langt de fleste medlemmer nu, og i denne udgave af bladet kan man læse om den betagende Fårö – en ø kendt for sine karakteristiske stenstøtter, som naturen gennem tusinder af år har formet, så de nu pryder kysten. Desuden har filmmanden Ingmar Bergman gjort sit for at få sat øen med de 500 fastboende indbyggere på landkortet. Gennem 40 år har den verdenskendte svensker haft sommerresidens på øen, som også blev hans dødsleje og evige hvilested.

Siden hans død har Bergmancentret på Fårö afholdt en temauge om filmmageren i den sidste uge af juni, som i år bliver særligt festlig i anledningen af 100-årsdagen for Ingmars Bergmans fødsel.

I bladet finder du desuden andre artikler om det at have hus i Sverige, teknisk og juridisk brevkasse, nyt fra foreningen, tips til oplevelser og forskellige medlemsfordele.