Senest opdateret 24.06.2025
På en mild junidag nød en gruppe Danske Torpare en både vellykket og veltilrettelagt udflugt til øen i midten — Hven (eller ‘Ven’, hvis man er svensker).
Der er ikke noget at sige til at både durumhvede, figentræer og de 380 fastboere trives der, for Hven er afgjort noget særligt. Og syntes man ikke det i forvejen, var det menneskeligt umuligt ikke at blive revet med af vores veloplagte guide, Helle Ahlenius Pallesen og hendes uudtømmelige lager af informationer og anekdoter.
På Tycho Brahe museet transformerede Helle sig endda til Tychos oversete lillesøster, Sophie Brahe, i klædt datidens moderigtige gevandter. Under hvælvingerne i den nu afkristnede kirke, der danner rammen om museet, fortalte hun levende om de monumentale fremskridt, der fandt sted på Tycho Brahes slot, Uranienborg og i det underjordiske observatorium Stjerneborg. Et sted hvor videnskaben for første gang gik fra at være, hvad kloge mænd fornemmede eller fandt sandsynligt, til hvad kloge mænd faktisk observerede.
Kikkerten, for slet ikke at tale om teleskopet, var endnu ikke opfundet, men de instrumenter som Tycho Brahe udviklede målte himmellegemernes baner så̊ præcist, at deres resultaters nøjagtighed først blev korrigeret 300 år senere — udover selvfølgelig den mindre detalje, at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt.
Mindre held havde Tycho med at lægge horoskop for Christian den 4., som han forudså̊ ville leve i barnløshed. Kongen fik (muligvis i trods) 21 børn og Tycho Brahe kom i bad standing og måtte forlade Hven. Ja, selvom forurettede bønder for længst har skilt Uranienborg ad, sten for sten, er der masser at opleve og reflektere over der.
På Turistgården fik vi en fabelagtig frokost, udtænkt af chefkokken Katrin, der har eleveret stedets køkken gennem brug af lokale råvarer. Turistgårdens ejer, Niels Mouritzen, fortalte om sin ambition for øen: at forlænge de klassiske tre måneders turistsæson ved at vise hvad Hven kan, ikke bare som et sted at nyde sol og sommer, men som en kilde til fred og ro. Flere torpare nikkede indforstået, da Niels sagde de sidste tre ord.
Efter frokosten gik turen til Sankt Ibbs Kirke, hvorfra vi kunne se ned på Kyrkbackens Havn og selvfølgelig til både Danmark og Sverige. Kirken stammer fra 1100-tallet og havde en helt særlig stemning og historie: bestyrelsesmedlem John Øllegaard satte sig ved et tilfælde på Tycho Brahes faste plads!
Bagerst i kirken hænger et maleri, som er værd at dvæle ved, hvis man aflægger kirken et besøg. Det forestiller en såkaldt “konserveret enke” med hendes to præstemænd og et utal af børn, og kunne til forveksling ligne et billede af en moderne sammenbragt familie. Men selvom enken fremstår som en matriark midt i maleriet, er hun snarere en slags brugsgenstand i denne kontekst. Traditionen dikterede nemlig, at efter den (oftest væsentligt ældre) præst døde, overtog den nye præst enken, når han flyttede ind på præstegården. Historien melder ikke noget om, hvorvidt enken ønskede at “konserveres” eller ej. Det var så̊ afgjort en anden tid.
Vi afsluttede dagen med en hjemmerørt is fra vores buschaufførs datter Johannas butik på havnen, inden vi tog færgen tilbage til Landskrona, fulde af indtryk og gode historier. Hvad enten man vil opleve det lokale cuisine eller whisky destilleri, blive drop in gift i Sankt Ibbs Kirke eller simpelthen nyde en gedigen dosis fred og ro, må vi konkludere, at der noget at komme efter på Hven.
Og hvis disse ord får torparhjertet til at banke hurtigere, bringer vi her en servicemeddelelse: Husene på Hven er meget eftertragtede og udbuddet begrænset, så̊ man skal stå̊ tidligt op, hvis man vil være torpar midt i Øresund!
— Victoria Mørck Madsen