Ændringer i Danske Torpares bestyrelse

Udvikling kræver som bekendt – af og til – fornyelse. Sådan er det også i Danske Torpares bestyrelse, hvor ét bestyrelsesmedlem er trådt af, og et nyt er kommet til.

Claus Egeris, der har været aktiv i foreningens bestyrelse siden 2009, er netop trådt ud af bestyrelsen i Danske Torpare for at få mere tid sammen med sin familie.

Det har ikke været en let beslutning, og jeg kommer helt sikkert til at savne at være med, når bestyrelse og medlemmerne lægger de nye spor ud for Danske Torpare i 2019. Der tegner sig allerede nye spændende muligheder for at udvikle vores forening, så vi kan begejstre og levere værdi for både nye og erfarne torpare, siger Claus Egeris.

De første fire år var Claus Egeris suppleant og siden har han været en del af bestyrelsen i knap seks år, senest som formand for aktivitetsudvalget. Denne post overlader han nu til Torben Bæk-Sørensen, som formand Kim Høgh og den øvrige bestyrelse ser frem til at inddrage i bestyrelsesarbejdet.

Bestyrelsen er glade for at få en repræsentant fra det jyske, som har stor erfaring inden for frivilligt foreningsarbejde, lyder det fra Kim Høgh.

Selv ser Torben Bæk-Sørensen også frem til et godt og konstruktivt samarbejde med de øvrige bestyrelsesmedlemmer såvel som med de aktive frivillige i foreningen.

Claus har været med i mange år, og jeg må så på bedste vis forsøge at løfte opgaven efter ham, så vi i den nysammensatte bestyrelse kan fortsætte de gode takter i vores fælles forening, siger Torben Bæk-Sørensen.

Samtidig opfordrer han til, at medlemmer af Danske Torpare aktivt tager del i nye tiltag: Gode, spændende aktiviteter fordrer jo, at der kommer nogle gode indspark fra medlemmerne. Så giv os endelig noget at arbejde med både øst og vest for Storebælt, lyder opfordringen fra den nye formand for aktivitetsudvalget.

Claus Egeris vil fortsat deltage i arrangementer i jagtnetværket, ligesom han også vil arrangere ture ud i naturen.

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter