Den pludselige grænselukning mellem Danmark og Sverige den 22. december gjorde, at mange ikke kunne nå at reagere på indrejseforbuddet og sikre torpet mod den tid, det ikke ville kunne tilses. Og havde man ikke sørget for det inden, er huset måske ikke blevet frostsikret til vinteren. Dét har givet anledning til mange henvendelser fra medlemmer, der spørger til, hvordan de er stillede forsikringsmæssigt.
Forsikring: Det er din egen pligt at frostsikre
Danske Torpare har været i dialog med ETU og Länsförsäkringar om, hvad der gælder, hvis der måtte opstå skader på huset, når det ikke er muligt at tilse ejendommen.
Ifølge Konsumentverket, en svensk forbrugerorganisation, har man som husejer pligt til at sørge for at sikre huset, og hvis det ikke er sket, kan erstatningen ved eventuelle skader reduceres.
Konsumentverket opfodrer til at kontakte eget forsikringsselskab for at få oplyst, hvad man gør, når det ikke er muligt at tage til ejendommen i Sverige.