I sommer nedlagde Danske Torpares søsterforening i Norge sig selv. Norske Torpare blev stiftet i 2021 i lys af Coronaperiodens grænselukninger, som forhindrede de omkring 12.000 norske familier i at komme til deres fritidshus på den svenske side af grænsen – fuldstændig som det skete for danske torpare.
Norske Torpare fik dog aldrig rigtig luft under vingerne, bl.a. fik de ikke etableret et egentligt sekretariat, og de seneste år har der nærmest ingen aktivitet været i foreningen. Det har nu ført til, at foreningen har nedlagt sig selv, og har spurgt Danske Torpare, om vi vil byde eventuelle norske medlemmer indenfor. Det har bestyrelsen i Danske Torpare sagt ja til.
Formand Lisbeth Bekker siger ”Det giver rigtig god mening at byde vores norske søstre og brødre velkommen, fordi vi deler interessen for Sverige og har såvel et kulturelt som et sprogligt fællesskab. Samtidig har vi med fritidshus i Sverige en masse fælles problemstillinger – uanset hvilket land vi kommer fra. Ud over alt det praktiske med breve, brønd, kloak og solceller, gælder det særligt adgang til det digitale Sverige, samordningsnummeret, udfordringer med banker og mobile betalinger i Sverige og meget mere. Jeg er sikker på, at Danske Torpare vil stå stærkere i interessevaretagelsen over for de svenske beslutningstagere, når vi taler på vegne af såvel danske som norske torpare.”
Nordmændene får fra uge 43 deres egen side på torpare.dk, hvor de kan melde sig ind, og der bliver samtidig etableret et norsk netværk i Danske Torpare, som vil fungere på samme måde som foreningens øvrige netværk.


