Danske Torpare flytter til Ballerup

Foreningens sekretariat flytter til Industriparken 4 i Ballerup den 1. maj. Formålet er at opnå en væsentlig besparelse på huslejen, fortæller foreningens kasserer og næstformand, Anders Grand.

“Vi kommer til at spare ca. 130.000 kr. om året. Det er den simple grund til, at vi har valgt at flytte sekretariatet. Og med et faldende medlemstal er det det mest ansvarlige at gøre. Vi har desværre kun to knapper at skrue på: Enten må vi skære i lønomkostningerne og dermed også i serviceniveauet eller også hæve kontingentet – eller en kombination deraf. På nuværende tidspunkt ønsker vi ikke at hæve kontingentet, da vi først vil have et klart billede af, hvordan de ekstra kroner bedst forvaltes. Og vi mener ikke, at en forringelse af medlemsservice og medlemsfordele kan komme på tale, da det unægtelig vil resultere i en negativ spiral med tab af medlemmer til følge,” siger Anders Grand.

Tæt på offentlig transport

En fordel ved lokalerne i Ballerup er, at de er en smule større, så der kan være lidt flere deltagere til foreningens arrangementer.

Derudover ligger den nye adresse tæt ved Ringvej O4 (Ring 4) og offentlig transport. Der er busstop ved hjørnet af Ringvej O4 og Ballerup Byvej, som er nogle minutters gang til Industriparken.

Den nærmeste togstation er ved Ballerupcentret / Malmparken cirka ti minutter fra Industriparken. Der er gratis parkering.

OBS! I forbindelse med flytningen holder sekretariatet lukket onsdag den 24. april og torsdag den 25. april.

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter