fbpx
Наши партнеры

Danske Torpare søger organisations- og kommunikationskonsulent

Udgivet d. 20.09.2022

Drømmer du om Sverige?

Søg stillingen som organisations- og kommunikationskonsulent i Danske Torpare

Danske Torpare er interesseorganisation for ca. 8.500 danske familier, som dyrker drømmen om Sverige – enten fordi de har et fritidshus på den anden side af Øresund, eller fordi de ønsker sig et. Drømmen om Sverige handler om store naturoplevelser i vidstrakte skove og ved spejlblanke søer, samværet med familie, venner og naboer, forbindelsen til stedets historie og kultur og det enkle liv. Læs mere om os her på torpare.dk.

Vi søger en organisations- og kommunikationskonsulent, som vil være med til at udvikle og drive aktiviteter i Danske Torpare sammen med foreningens frivillige blandt andre. Du skal også levere indhold til vores kommunikationskanaler, herunder hjemmeside, Facebook, Instagram og nyhedsmail samt vores medlemsblad Torpare. Endelig skal du på lige fod med andre i sekretariatet deltage i den daglige betjening og rådgivning af medlemmer, primært på telefon og på mail.

Konkret skal du:

  • udvikle, forberede og afholde aktiviteter for medlemmer online og fysisk
  • samarbejde med og understøtte foreningens Aktivitetsudvalg og Frivilligudvalg
  • udarbejde præsentationer og materialer til blandt andre bestyrelsen
  • arbejde med rekruttering og fastholdelse af medlemmer
  • levere indhold i form af tekster, billeder og video til foreningens SoMe-kanaler, website og nyhedsmail
  • betjene og rådgive medlemmer på telefon og på mail.

Vi er fire ansatte, en freelance redaktør og otte faste frivillige, som driver sekretariatet for Danske Torpare. Stemningen på kontoret er uformel, åben, venlig og serviceminded. Vi er drevet af værdierne faglighed, anerkendelse og nysgerrighed. Derfor vil du blive ledet med interesse for det, der motiverer dig, respekt for det du kan, et højt informationsniveau og tilbud om involvering. Vi har et stærkt fællesskab, og det bliver du en del af.

Vi forventer, at du:

  • sætter en høj faglig barre for dig selv og dit arbejde
  • har stærke relationelle evner
  • er optaget af at udvikle dig og din arbejdsplads til gavn for medlemmerne
  • er nysgerrig og imødekommende
  • er udadvendt og proaktiv i forhold til dine omgivelser
  • kan lide at inspirere, motivere og samarbejde med frivillige

Hvis du deler drømmen om Sverige som fritidshusejer eller -bruger, vil det tælle som et plus.

Fagligt er det vigtigt for os, at du:

  • har arbejdet med frivillige i en organisation før, som en del af dit job eller i din fritid
  • har erfaring med at udvikle og afholde medlemsaktiviteter
  • er vant til at holde oplæg og præsentationer
  • er en dygtig kommunikator, som er skarp på skrift, i billede og i video, og du begår dig gerne hjemmevant i Adobe-pakken (Photoshop, InDesign, Premiere Pro mv.)
  • har sikkert en mellemlang eller en videregående uddannelse.

Danske Torpare ligger i Ballerup med kort afstand til Malmparken S-station, men også med gode og gratis parkeringsmuligheder. Vi planlægger arbejdstiden med udgangspunkt i medlemmernes behov, men med stor fleksibilitet og flere af os arbejder hjemmefra fredag med konkrete opgaver.

Vi tilbyder dig et fleksibelt job på 32-35 timer om ugen til en løn, som svarer til din erfaring og kompetencer. Du skal forvente aftenarbejde knap en gang om ugen i sæsonen (september – april) i forbindelse med medlemsaktiviteter.

Vi forventer at holde første ansættelsessamtale i uge 41 og anden samtale i uge 43. Du kan tiltræde stillingen, så hurtigt som det passer.

Hvis du har spørgsmål til jobbet, kan du kontakte sekretariatschef Elisabeth Geday på eg@torpare.dk eller 60 70 86 80.

Send CV og ansøgning til eg@torpare.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter