Få indflydelse på den politiske dagsorden i din kommune

Lørdag d 21. september mødte medlemmer af Danske Torpare og Hässleholm kommune hinanden og talte om, hvilke behov man som fritidshusejer i kommunen har, og hvad der ellers sker af lokalpolitiske tiltag i Hässleholm Kommune.
Ca. 70 medlemmer var mødt op, for at blive klogere.

Det er en rigtig god måde at skabe en positiv dialog imellem danske husejere i Sverige og den respektive kommune på. Sekretariatschef Victoria Lindtner fortæller: ”Mødet var konstruktivt, og mange medlemmer med hus i kommunen var mødt op. Der blev spurgt ind til blandt andet afløb, som har stor betydning for både fastboende og fritidshusejere. I det hele taget et oplysende og positivt møde”.

Få sat ansigt på beslutningstagerne

Møderne er sat op for at medlemmer af Danske Torpare kan møde repræsentanter fra deres svenske kommune, og giver mulighed for at stille sine spørgsmål både til kommunens borgmester og embedsmænd.

Der er netop stor tilslutning til kommunemøderne, da det altid er godt at få sat ansigt på hinanden. Kommunen møder de borgere som har fritidshus i deres kommune, og hører deres behov, og medlemmerne møder de mennesker, som tager beslutninger i de forskellige forvaltninger, og bliver klogere på, hvorfor en ny affaldsordning eksempelvis bliver som den bliver, eller hvordan byggereglerne gælder for lige præcis dem.

Der bliver også informeret om særlige attraktioner og events i kommunen, og på mødet i Hässleholm, var det særligt vandre- og cykelture og kulturseværdigheder man diskuterede.

Her påvirkes de politiske beslutninger

Tidligere har der været kommunemøder i blandt andet Ljungby og Älmhult og Markaryd, og der kommer løbende flere møder. ”Vi fortsætter med at arrangere de her kommunemøder fordi det giver de fremmødte medlemmer mulighed for at påvirke de politiske beslutninger i kommunen, og det ser jeg som en rigtig vigtig del af vores indsats som interesseorganisation” siger Victoria Lindtner.

Følg med under aktiviteter eller i vores nyhedsmails, for at se, hvornår din svenske kommune er på plakaten. Du kan også følge med i foreningens politiske arbejde under Nyt fra Danske Torpare her på hjemmesiden.

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter