Fra medlemsbladet TORPARE nr. 219, vinter 2025.
Danske Torpare har netop afgivet et høringssvar til den svenske regering om et forslag kaldet ”Betänkandet Folkbokföringsverksamhet, biometri och brottsbekämpning (SOU 2025:75)“. Danske Torpare er som den eneste ikke-svenske organisation blevet opfordret til at give sin mening til kende på grund af det store antal danske fritidshusejere i Sverige, som vi repræsenterer.
Lovforslaget går ud på at styrke kampen mod kriminalitet, herunder svindel med identiteter og indbefatter bl.a. et forslag om at styrke det digitale ID-sikkerhedsniveau i Sverige, så det svarer til det niveau, vi i Danmark kender fra MitID.
Danske Torpare har i høringssvaret bl.a. bakket op om de dele af forslaget, som baner vejen for et statsligt svensk identitetskort, baseret på samordningsnummeret. Et sådant id-kort vil gøre det lettere for danskere at få svensk e-legitimation, særligt Bank-ID, og dermed også mulighed for mobile betalinger. Vi har efterspurgt, at disse dele af forslaget træder i kraft hurtigst muligt, så danske torpare kan få lettere adgang til det digitale Sverige.


