Svensk skat
Skrevet d. 3. september, 2026.
Denne artikel fortæller, hvad du skal gøre med svensk skat, når du bor i Danmark og ejer et fritidshus i Sverige.
Når du ejer en ejendom (“fastighet”) i Sverige og bor i Danmark, skal du både tage højde for de svenske og danske skatteregler. Som udgangspunkt skal du oplyse om ejendommen til skattemyndighederne i begge lande. Du kan læse om den danske ejendomsværdiskat her:
Læs mere om dansk skatGem altid kvitteringer, fakturaer og anden dokumentation for forbedringer af fritidshuset – også selv om du først forventer at sælge huset mange år senere.
I Sverige skal man betale skat af fortjenesten på salg af en ejendom. Det kan du læse mere om her:
Salg af ejendom
En gennemgang af forhold vedrørende salgssituationen i Sverige. Beskrivelsen omfatter processen bredt, men med specielt [...]
sep
Svensk ejendomsværdiskat
I Sverige skal ejeren af en ejendom betale kommunal fastighetsavgift eller statslig fastighetsskatt. Som ejer af et almindeligt, færdigbygget fritidshus betaler du normalt svensk fastighetsavgift. I visse tilfælde skal der i stedet betales fastighetsskatt, fx hvis der er tale om en ubebygget grund og småhuse, der ved fastighetstaxeringen er klassificeret som under opførelse. Læs mere her.
Et svensk fritidshus har et taxeringsvärde (en svensk skattemæssig ejendomsværdi), som fastsættes af Skatteverket ved fastighetstaxeringen hvert tredje år. I årene imellem kan Skatteverket godt fastsætte et nyt taxeringsvärde, hvis der fx er sket væsentlige ændringer på ejendommen, fx nybyggeri, en større tilbygning eller ændring af ejendommens areal.
Når Skatteverket har fastsat værdien, får du et beslut om fastighetstaxering, hvor ejendommens taxeringsvärde fremgår. Beslutningen sendes til din digitale postkasse, hvis du er tilsluttet en sådan. Ellers får du den med posten. Er I flere ejere, får hver ejer sit eget beslut.
Du kan også se ejendommens senest fastsatte taxeringsvärde hos Skatteverket
Fastighetsavgiften for ”småhus” og ”småhus på lantbruksenhet” udgør 0,75 % af taxeringsvärdet. for ejendommen, dog højst SEK 10.074 for 2025 (deklarationen 2026). Check de aktuelle satser her.
Den svenske selvangivelse
Hvis du bor i Danmark og ejer et fritidshus i Sverige er du typisk begrænset skattepligtig i Sverige. Det betyder, at du ikke beskattes i Sverige af hele din indkomst, men at Sverige kan beskatte bestemte indkomster og forhold med tilknytning til Sverige – fx dit svenske fritidshus, lejeindtægter fra huset, salg af træ og en eventuel fortjeneste ved salg.
Du skal indgive en svensk indkomstdeklaration, hvis du ejer en svensk ejendom og skal betale fastighetsavgift eller fastighetsskatt. Det gælder også, selv om du allerede har oplyst om ejendommen i Danmark.
Du skal bruge et bestemt registreringsnummer ved kontakt til Skatteverket. Læs mere om det her:
Som person bosat uden for Sverige får du et særligt svensk nummer, et såkaldt GD-nummer, hvis du er begrænset skattepligtig og har noget, der skal deklareres i Sverige. GD-nummeret er et registreringsnummer. Det er ikke det samme som samordningsnummeret. GD-nummeret begynder med 30 og fremgår af din svenske indkomstdeklaration. GD-nummeret står på første side af Indkomstdeklaration 1 i rubrikken Person-/organisationsnummer. Du skal bruge GD-nummeret i kontakten med Skatteverket.
Den svenske indkomstdeklaration (Inkomstdeklaration 1) vedrører det foregående indkomstår. Deklarationen i 2026 vedrører således indkomståret 2025. På deklarationen vil der blandt andet fremgå oplysninger om ejendommens taxeringsvärde. Taxeringsvärdet danner grundlag for beregningen af fastighetsavgift eller fastighetsskatt.
Særlige regler
Hvis du bor i Danmark og kun er skattepligtig i Sverige, fordi du ejer et svensk fritidshus og betaler fastighetsavgift eller fastighetsskatt, kan du ikke få ROT-fradrag for håndværkerarbejde på huset.
Er du skattepligtig i Sverige på et andet grundlag, kan reglerne være anderledes. Undersøg derfor din konkrete situation hos Skatteverket, før du regner med at kunne få ROT-fradrag.
Læs mere om ROT-fradrag hos Skatteverket.
Derimod kan du få dansk håndværkerfradrag og servicefradrag i din danske skat for visse typer arbejde på huset, hvis betingelserne for fradraget er opfyldt.
Læs mere om håndværkerfradrag ved dansk skatHvis du køber et fritidshus i løbet af året, skal du søge om lagfart hos Lantmäteriet, så du bliver registreret som ejer. Du skal ikke betale svensk fastighetsavgift eller fastighetsskatt for købsåret.
Det er den person, der ejede ejendommen den 1. januar, der over for Skatteverket skal betale afgiften eller skatten for hele året.
Køber du eksempelvis et fritidshus den 1. juli 2026, er det derfor sælgeren, der betaler fastighetsavgiften for 2026. Hvis du stadig ejer huset den 1. januar 2027, skal du betale fastighetsavgiften for 2027, men du skal først deklarere den i Sverige i foråret 2028.
Selvom sælger er ansvarlig for at deklarere og betale over for Skatteverket, kan sælger og køber godt aftale at dele udgiften forholdsmæssigt.
Hvis du har lejet dit svenske fritidshus i det år, du købte huset, skal du indsende indkomstdeklarationen i det efterfølgende år, hvor du skal opgive dine lejeindtægter. Se punkt om udlejning. Du skal ikke deklarere selve huset før året efter.
Hvis du udlejer din private bolig i Sverige, fx et fritidshus, skal du muligvis betale skat af lejeindtægten. Du betaler svensk skat af et eventuelt overskud, efter at de tilladte fradrag er trukket fra. Skatten er 30 pct. af overskuddet. Her kan du læse om skat af udlejning:
Skat ved udlejning af torpet: Sådan beskattes lejeindtægten i Sverige og Danmark
Opdateret 28. maj 2026 Hvis torpet udlejes, skal der betales skat af lejeindtægterne i både [...]
maj
Du skal også som husejer betale fastighetsavgift, selvom du ikke ejer jorden. Det kan du læse mere om her.
Frist for deklarationen
I 2026 er den almindelige frist for at indgive den svenske indkomstdeklaration 4. maj 2026.
For personer, der er bor i udlandet, oplyser Skatteverket dog, at der ikke opkræves förseningsavgift, hvis deklarationen er modtaget af Skatteverket senest 1. juni 2026.
Fristerne kan ændre sig fra år til år. Se de aktuelle datoer og renteregler hos Skatteverket.
Få et godt råd her, hvis du ikke fik deklareret i tide.
Sådan indgiver du deklarationen:
Hvis du kun skal godkende de oplysninger, der allerede står i deklarationen, og ikke skal foretage ændringer eller tilføjelser, kan du normalt godkende den ved hjælp af de personlige koder, der følger med deklarationen. Det kan blandt andet ske via sms eller telefon eller i Skatteverkets digitale løsning.
Her kan du se skridt-for-skridt, hvordan du skal indsende din deklaration digitalt.
Sådan indsender du din ‘Inkomstdeklaration’ digitalt
Udgivet d. 13. april 2022 Mange danskere, der ejer hus i Sverige, har problemer eller [...]
apr
Hvis du skal ændre eller tilføje oplysninger, skal du i stedet indsende deklarationen på papir. Det gælder eksempelvis første gang du skal deklarere din nye svenske ejendom.
Du kan ikke bruge Skatteverkets digitale tjeneste Inkomstdeklaration 1 medmindre du opfylder betingelserne for digital adgang. Det gør de langt færreste danske torpare, som hverken har svensk personnummer eller svensk e-legitimation (BankID). Husk at underskrive deklarationen, inden du sender den.
Hvis du sender deklarationen med post fra Danmark, skal du være opmærksom på, at deklarationen skal være modtaget hos Skatteverket inden fristen. Det er ikke tilstrækkeligt, at du har afsendt den inden fristen. Send deklarationen i god tid, og kontrollér den forventede leveringstid hos den postoperatør, du benytter. Overvej en sporbar forsendelse, hvis du sender tæt på fristen.
Her er Skatteverkets adresse
Skatteverket angiver adressen for papirdeklarationen som:
Skatteverket, Inläsningscentralen, Inkomstdeklaration 1, FE 8000, 107 75 Stockholm.
Slutskat og betaling
Når Skatteverket har behandlet deklarationen, modtager du et slutskattebesked, som viser din endelige svenske skat.
Tidspunktet for slutskattebeskedet afhænger af, hvornår og hvordan din deklaration er behandlet. Det kan derfor komme på forskellige tidspunkter i løbet af året.
Hvis du skal betale restskat (kvarskatt), fremgår betalingsfristen af dit slutskattebesked. Som udgangspunkt ligger fristen cirka 90 dage efter, at Skatteverket har truffet afgørelse om din endelige skat. Der beregnes renter på restskat efter særlige regler. Hvis du forventer at skulle betale restskat, kan det derfor være en fordel at indbetale beløbet til din svenske skattekonto inden den endelige betalingsfrist. Se de aktuelle datoer og renteregler hos Skatteverket.

