fbpx

Artikel: Hvad er det mon for orm?

Torben Holst er konservator og teknisk rådgiver hos Danske Torpare.

Artiklen er fra bladet TORPARE 183.

Hej Danske Torpare

Vi har i vores træhus, som oprindelig er en bjælkehytte, indendørs talrige huller med diameter på 1-2 mm, og under disse huller ligger der noget træsmuld.

Vi har behandlet pletvis med A-tox med god effekt – vi kan ikke se smuldet mere, og der blir ikke flere huller.

Hvad er det for “orm”?

Kan man eventuelt behandle helle huset på én gang med sprøjtemiddel eller gas, eller skal vi bare begynde i den ene ende og slutte i den anden med A-tox og pensel?

Venlig hilsen

Elo Aagaard

 

Kære Elo Aagaard

Tak for din henvendelse om dit problem med orm i træværket på dit torp. Det drejer sig efter al sandsynlighed om angreb af af den almindelige borebille (Anobium Punctatum). Denne er en lille bille omkring fem mm lang, der lever i naturen i udgåede træer, nedfaldne grene og lignende. Desværre er den ikke kræsen, hvad levesteder angår, og den bosætter sig derfor også gerne i træ i bygningskonstruktioner, møbler m.v.

Borebillen lægger æg i revner og sprækker i træ. Æggene udklækkes efter nogle få uger til larver, der bliver cirka fem mm lange. Disse larver lever af at gnave sig ned i og igennem træ, og de efterlader herved lange gange under træoverfladen fyldt med deres ekskrementer, såkaldt boremel.

Afhængig af temperaturen, træets fugtighed m.v. udvikles larverne til biller i løbet af to-tre år, og billerne kommer så ud på træets overflade gennem et flyvehul på én-to mm i diameter. Det er disse flyvehuller, som kendetegner det borebille-angrebne træ på overfladen. Flyvehuller kan blive ved med at drysse boremel i årevis, også efter at borebille-angrebet er stoppet. Dette forleder ofte folk til at behandle mod borebiller, selv om der faktisk ikke længere er tale om et aktivt angreb.

Borebille-angreb sker kun i fugtigt træ, hvor larverne trives bedst ved rigtig høj fugtighed. I helårsopvarmede boliger er fugtigheden i træværk og inventar normalt for lav til, at borebillen kan trives. Køber man således et gammelt møbel med et aktivt, mindre borebille-angreb, vil dette oftest ikke være noget problem, fordi angrebet vil stoppe af sig selv, når man tager møblet i brug i sit helårsopvarmede hus eller lejlighed, og træet tørrer.

Nå, undskyld den lange indledning – nu til jeres konkrete problem! Du skriver ikke, om du har indtryk af, at træværket er alvorligt svækket af borebille-angrebet i jeres hus. Dette skal I undersøge for at sikre jer, at der ikke er nogen bjælker eller andet, der står i fare for at knække sammen. Mange års borebille-angreb kan nemlig nedbryde træ totalt under træoverfladen. Prøv at banke lidt på træværket de angrebne steder, og forsøg eventuelt at stikke en syl eller lignende ind i det. Hvis træet ikke virker solidt og fast, må I kontakte en tømrer / snedker for at få en vurdering på stedet af, om det er nødvendigt at udskifte dele af træværket.

Undersøg dernæst, om der er tale om et aktivt angreb. Som nævnt er boresmuld-drys fra borehuller ikke nogen garanti for, at der er tale om et aktivt angreb. Det aktive angreb viser sig ved, at der opstår nye flyvehuller, og det kan ofte også konstateres ved, at man kan finde døde borebiller bl.a. i vindueskarme, fordi billerne søger mod dagslys.

Hvis der er tale om aktive angreb, kan disse reduceres ved at sænke luftfugtigheden i huset ved bedre ventilation og / eller mere opvarmning. Her kan installationen af en el-varmepumpe eventuelt være et skridt i den rigtige retning. Borebiller er ikke aktive, når temperaturen kommer under 14 grader Celsius, så hvis jeres hus står uopvarmet ved vintertide, er dette ikke i sig selv et problem, hvis blot huset holdes tørt.

Hvis det viser sig, at borebille-angrebene på jeres træværk er aktive, men at trækonstruktionernes soliditet ikke er i umiddelbar fare, synes jeg ikke, det vil være nødvendigt at gribe til så drastiske forholdsregler som at lade et professionelt skadesdyrsfirma behandle hele jeres hus. Jeg vil anbefale, at I så i stedet blot fortsætter med A-tox.

 

Borebille-angreb går trods alt langsomt og er ikke som sådan særligt dramatiske eller farlige, så I vil sikkert kunne klare sagen selv i ro mag, uden at huset lider væsentlig skade, fordi I eventuelt er et par år eller så om processen.

 

Bedste hilsner

Torben Holst

 

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter