fbpx

ETU stopper med at sælge fritidshusforsikringer til danske torpare

29. juni 2024.

ETU har meddelt Danske Torpare, at de nu er stoppet med at sælge nye fritidshusforsikringer i Sverige.

De danske torpare, som allerede har deres hus i Sverige forsikret i ETU, får ifølge ETU  lov at beholde forsikringen uden ændringer, indtil forsikringen skal fornys ved det årlige hovedforfald. Tidspunktet for hovedforfald fremgår af forsikringspolicen samt af det brev som forsikringstagerne vil modtage fra ETU.

Knap 300 danske torpare har tegnet deres svenske fritidshusforsikring hos ETU og de skal nu se sig om efter en ny forsikring. De fleste har god tid, fordi deres forsikring hos ETU løber frem til 1. februar eller 1. marts 2025, men for nogle torpare vil det i løbet af efteråret være nødvendigt at finde et alternativ.

Danske Torpare er i dialog med en dansk forsikringsformidler for et svensk forsikringsselskab om et alternativt forsikringstilbud med dansksprogede forsikringsbetingelser og dansksproget skadessagsbehandling, men aftalen er ikke på plads endnu. Forventningen er, at en endelig aftale er på plads først på efteråret.

Kan man ikke vente så længe på at finde et nyt forsikringsselskab, henviser Danske Torpare til svenske forsikringsselskaber, som i forvejen forsikrer fritidshusene for langt de fleste af foreningens 7500 medlemmer.

På torpare.dk findes en gennemgang af svenske forsikringsselskaber samt gode råd inden man vælger forsikringsselskab se https://torpare.dk/nyt-om-forsikringer-i-sverige-maj-2023/ Husk, at man skal være logget på for at kunne læse artiklen.

Danske Torpare har allerede primo juni skrevet til de fleste af de medlemmer, som har fritidshuset i Sverige forsikret hos ETU, fordi foreningen via medierne var blevet opmærksom på, at ETU var i vanskeligheder.

Finanstilsynet havde således givet ETU forsikring påbud om at genoprette deres solvens, så den lever op til kravene i Forsikringsloven. Selskabet skulle inden 15. august finde en løsning for at kunne fortsætte sin virksomhed. Løsningen er blevet, at dele af ETU er solgt til et andet selskab i en delvis virksomhedsoverdragelse.

Den del af ETU, som forsikrer fritidshuse i udlandet, kunne dog ikke sælges. Derfor har ETU efter aftale med Finanstilsynet valgt at stoppe for nye forsikringer og afvikle de udenlandske forsikringer i god ro og orden, som beskrevet ovenfor.

Danske Torpare vil holde foreningens medlemmer informeret via det elektroniske nyhedsbrev og hjemmesiden torpare.dk, når der er nyt om forsikringssituationen.

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter