fbpx
Hvidvaskning sverige bank

Bøvl med svenske banker

7. marts 2024

Efter 30 år som kunde i Sparbank Eken fik et medlem af Danske Torpare besked om, at banken uden videre opsagde hendes konto i den svenske bank. En anden ny medlemsfamilie er på nippet til at købe hus i Sverige, men tør fornuftigt nok ikke skrive under på en købskontrakt, før de er sikre på, at de kan få en svensk bankkonto, hvortil de kan overføre købssummen. Hidtil har ingen svenske banker ville give bankkonto til danskere, som ikke allerede har skrevet under på en købskontrakt. Foreningen har beskrevet situationen tidligere. Læs med her

Dette er to eksempler på stadig flere udfordringer, som medlemmer af Danske Torpare oplever med svenske banker.

Problemerne har fået Danske Torpare til at skrive til en række svenske aktører på området, samt den danske ambassadør i Stockholm.

I brevet skriver foreningen blandt andet:

Danske Torpare opfordrer derfor svenske banker mv. til straks at ændre deres praksis, så

  1. De mange danske sommerhusejere i Sverige undgår problemer, fordi deres svenske konto pludselig bliver lukket.
  2. Potentielle danske købere i Sverige har mulighed for at få en svensk betalingskonto og dermed kan overføre betalingen for et hus i overensstemmelse med kontrakten”.

Du kan læse et eksempel på brevet herunder

Brevet er sendt til:

  • Finansinspektionen
  • Den svenske bankforening
  • Sparbankernes Riksforbund
  • Finansmarknadsminister Niklas Wykman
  • Danmarks ambassadør i Stockholm, Kristina Miskowiak Beckvard,

Eksempel på brev:

Til

Kristina Miskowiak Beckvard,

Danmarks ambassadør i Stockholm

Ballerup 6. marts 2024

Danske fritidshusejere nægtes konti i svenske banker

Danske Torpare er en forening, der repræsenterer omkring 8.000 af de 10.000 danske familier med sommerhuse i Sverige. I den seneste tid har Danske Torpare modtaget henvendelser fra oprørte og bekymrede medlemmer, der har fået besked om, at deres svenske bank lukker deres almindelige betalingskonti, mens andre medlemmer oplever, at svenske banker nægter at oprette konti til danskere med henvisning til “manglende kundekendskab”.

Problemet rammer både såvel medlemmer af Danske Torpare, der har været kunder i de svenske banker i 30 år og mere, som unge danske familier, der ønsker at købe deres første sommerhus i Sverige.

  • For dem, der allerede har et hus, betyder lukningen af deres bankkonto, at de ikke umiddelbart kan foretage de sædvanlige betalinger, der er knyttet til et hus i Sverige, fra betaling af elregningen over forsikringspræmien til betaling for internet.
  • For danskere, der ønsker at købe et svensk sommerhus, betyder nægtelse af en svensk betalingskonto, at de ikke kan overføre betalingen for et muligt køb til Sverige og således gennemføre huskøbet. En uheldig situation for både sælgere og købere – og teknisk en diskrimination af udenlandske købere.

Danske Torpare er fuldt ud opmærksomme på betalingskontodirektivet og de rettigheder, vi har som EU-borgere med et oplagt og rimeligt behov for betalingskonti. Vi er også opmærksomme på rapporten fra det svenske finanstilsyn fra 15. december 2023 – “Ret til betalingskonto – indberetning fra Finanstilsynet”.

Vi vil gerne påpege, at svenske banker fortsat afviser og lukker betalingskonti, oftest uden dialog med de danske kunder. De fleste af vores medlemmer gør alt, hvad de kan, for at de svenske banker får den kundeviden, de har brug for. Mange anskaffer sig også et verificeret Samordningsnummer, således at al relevant information kan hentes fra SPAR. Vi forstår bankernes bekymringer omkring hvidvask mv., men bekymringen er gået for vidt.

Danske Torpare opfordrer derfor svenske banker mv. til straks at ændre deres praksis, så

  1. De mange danske sommerhusejere i Sverige undgår problemer, fordi deres svenske konto pludselig bliver lukket.
  2. Potentielle danske købere i Sverige har mulighed for at få en svensk betalingskonto og dermed kan overføre betalingen for et hus i overensstemmelse med kontrakten.

Vi håber på en positiv modtagelse af vores henvendelse og ser frem til at høre fra jer.

Med venlig hilsen

Lisbeth Bekker Trägård

Formand for Danske Torpare

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter