Udgivet d. 24.09.2020, opdateret d. 11.11.2022
Skal du en tur til torpet i løbet af vinteren, så skal du huske vinterdækkene.
I Sverige er det nemlig lovpligtigt at køre med vinterdæk eller tilsvarende udstyr i perioden 1. december til 31. marts, når der er vinterføre. Vinterføre betyder, at der er is, sne, sjap eller frost på vejene, eller temperaturen kommer ned på omkring eller under 0 grader.
Det er politiet, der afgør, om der er tale om vinterføre, og kravet gælder alle typer af motorkøretøjer samt anhængere såsom trailer og campingvogn. Husk derfor også at skifte dæk på din trailer, hvis du kører med sådan en på de svenske veje i nævnte periode.
Ifølge FDM er kravene til dækkene:
- Vinterdæk skal have en minimumsdybde på 3 mm, og
- de skal være mærkede med bjerg- og snefnugsymbol (3PMSF) eller med M+S og være produceret med henblik på vinterkørsel, eller
- de skal være pigdæk.
Læs mere om kravene til dæk hos svenske Transportstyrelsen her, som også har lavet en oversigt over krav til vinterdæk. Her kan du tjekke, om dine dæk opfylder de svenske krav til vinterdæk.
Det er ifølge Transportstyrelsen tilladt at køre med pigdæk i Sverige i perioden 15. oktober til 15. april uanset vejr- og vejforhold, mens det er lovligt at køre med vinterdæk, eller såkaldte friktionsdæk, hele året rundt. Transportstyrelsen anbefaler dog, at du kører med sommerdæk i sommerhalvåret.
Ifølge Dækbranchens Fællesråd er det fornuftigt at skifte fra sommerdæk til vinterdæk, når der er risiko for, at temperaturen falder til under 7 grader.
En god tommelfingerregel er at montere vinterdæk omkring efterårsferien og sommerdæk omkring påske.
Kilder: Svenske Transportstyrelsen, FDM og ØresundDirekt