Dette dokument henvender sig til de medlemmer, der bor i Danmark og ejer en ejendom (”fastighet”) i Sverige, og som derfor er underlagt både de svenske og danske skatteregler. Du skal derfor selvangive (”deklarera”) i både Sverige og Danmark.
Af skattekonsulent Børge Aagaard Pedersen, advokat Lars Holm Rasmussen og jurist Victoria Lindtner, ajourført maj 2019.
I Sverige skal der betales skat af den svenske ejendom i form af fastighetsavgift eller fastighetsskatt, og i Danmark skal der betales skat af ejendommen i form af ejendomsværdiskat. Hvis ejendommen udlejes, skal der betales skat af lejeindtægterne i begge lande.
For at ophæve denne dobbeltbeskatning gives der et nedslag i de danske skatter svarende til den afgift/skat, der er betalt i Sverige.
I det følgende behandles først de svenske regler og dernæst de danske regler.