fbpx

Artikel: Brændeovne – skrappere krav fra d. 1. juli 2018

Ingen grund til panik hos nuværende brændeovns-brugere i Sverige. Men efter 1. juli 2018 må man kun ny-installere ovne, der er typegodkendt efter de skærpede krav. Der er dog kulturhistoriske undtagelser.

Artiklen er tidligere blevet bragt i TORPARE 177. Af Anders Larsen.

Sverige indfører nye skærpede regler for udslip ved forbrænding af træ per 1. juli 2018, og det bør danske torpare være opmærksomme på.
Det er faktisk en EUnorm, der bliver implementeret, og det er meget skrappe krav, der i fremtiden stilles til udslippet fra vore brændeovne. Man kan undre sig over, at der skal være samme krav til ovne midt i storbyerne og langt ude på landet eller i skoven, men man skal lægge mærke til, at de nye krav først og fremmest er krav til effektiviteten af seriefremstillede ovne, og de kan jo opstilles overalt. Det samme gælder allerede i Danmark. Der er ingen tvivl om, at skrappere krav til typegodkendelse er med til at forbedre luftkvaliteten, men man skal som brændeovns-bruger ikke gå i panik på grund af de aktuelle skærpelser. Det er blot typegodkendelses-krav og ikke noget, der vil blive trukket ned over os individuelle forbrugere i lang tid fremover.

Allerede godkendt installation rammes ikke
Åbne pejse, kakkel- og masseovne er ikke omfattet af reglerne og vil stadig kunne op- og indbygges også efter 1. juli 2018. Det kan være, der kommer nogle krav en dag, men det er ikke lige oppe over. Ligeledes: Hvis man allerede har en installation, der er godkendt, får de nye regler først effekt, når / hvis man vil ombygge eller udskifte noget ved sit fyringsanlæg.

Men hvis du på dit torp har en installation af en vedspis, brændeovn, pejseindsats eller en træfyret kedel, der ikke er godkendt endnu – eller måske ikke engang er opsat endnu – så haster det, fordi du efter 1. juli kun må installere typegodkendte ovne – ligesom det er i Danmark. Du bør derfor tage kontakt med din skorstensfejer og begære et syn af og godkendelse af anlægget så hurtigt som muligt. Brugte ovne, vedspisar og kedler kan man godt købe og sælge også efter 1. juli, men man skal allerede nu være opmærksom på, at man ikke må opstille dem efter denne dato. Sådan står der direkte i Boverkets regler, og det er ikke til at misforstå, men der foregår i øjeblikket en voldsom debat i Sverige om, hvorvidt de nye regler også skal omfatte geninstallation af gamle ovne, vedspisar etc.

Kulturhistoriske undtagelser

Der er nemlig en undtagelse i reglerne med henvisning til kulturhistoriske årsager. Senest har Boverket udtalt, at man godt kan geninstallere gamle ovne i gamle huse, forstået på den måde at man godt i et 1800-tals hus må installere en vedspis fra 1800-tallet af kulturhistoriske årsager – men problemet er her, at det er den enkelte kommune, der skal fortolke reglerne og ikke Boverket. Hovedreglen er altså, at man ikke må geninstallere gamle ovne, med mindre der er kulturhistoriske årsager. Debatten om, hvad der kan være kulturhistoriske årsager, vil nok rase lang tid fremover.

Spørg hvis du er i tvivl

Både i Sverige og i Danmark er der for øjeblikket meget tale om forurening fra brændeovne, og det kan derfor ikke afvises, at der i fremtiden vil blive indført skrappere regler end dem, der nu indføres i Sverige. Danske Torpares tekniske rådgivergruppe følger udviklingen. Hvis du kommer i tvivl om nogle af reglerne, er du velkommen til at kontakte foreningen, og vi vil så prøve at udrede dine spørgsmål.

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter