fbpx

Jordskoksuppe og kantarelmad med blåskimmelost

Udgivet d. 22.10.2020

Solen står lavt i oktober, men kantarellerne kan stadig være derude. I det hele taget er oktober en måned med flere muligheder for svampejægere.

Oktober er også en måned, hvor en varm suppe kan ramme den indre plet, når man dumper ned på køkkenbænken efter en lang dag udendørs med al den charme, efteråret byder os. Suppe passer bestemt også til møgvejr, hvis det kan kaldes charmerende.

Hovedingredienserne her er kantareller, jordskokker og en mild, blå ost ved navn Fourme d’Ambert – en fransk blåskimmelost fra byen Ambert i Auvergne. Den er lavet på komælk og lidt mildere i smagen end andre franske blåskimmeloste som fx Roquefort. Pas på: En Bleu d’Auverge kan også være ret skrap, så kan du ikke finde den fra Ambert, så er en mild, svensk Ädelost et glimrende alternativ.

Husk en svampebog
Vi kommer vidt omkring her, for jordskokken formodes at stamme fra den mexikanske højslette, men nu er den jo nem at både dyrke og finde herhjemme og i de svenske supermarkeder. Og så er der kantarellen, som er svær at forveksle med meget andet ude i skovbunden, men selvfølgelig skal man altid være helt sikker. En god svampebog med i kurven – det er altid en god idé.

Ingredienser
2-4 personer

  • Olivenolie og smør
  • 500 g jordskokker, skrællet og halveret
  • ¼ selleriknold – skær den i lige så store bidder som jordskokkerne
  • 2 fed hvidløg
  • 1 porre skåret fint
  • Timian
  • 2 terninger grøntsagsbouillon eller måske en hjemmelavet bouillon
  • 1 æble i tern
  • En sjat fløde, måske mere
  • Salt og peber
  • Kantareller efter behov eller held
  • Mere smør
  • Citron eller bearnaise-essens
  • Surdejsbrød
  • Fourme d’Ambert eller Ädelost

Fremgangsmåde
Steg porre og hvidløg i lige dele olivenolie og smør. Kom selleri og jordskokker i, og lad det stege med uden at få farve. Hæld vand i, så det dækker, og kom bouillonterninger og timian i. Lad det simre, indtil grøntsagerne er møre. Fem minutter før det er færdigt, kommer man æbletern i. Blend suppen, og tilsæt lidt fløde, salt og peber.

Rist kantarellerne, kom gerne lidt citron i eller bearnaise-essens plus salt og peber. Steg en skive surdejsbrød i smør, og læg kantarellerne på. Så den milde blåskimmelost. Sæt i ovnen i stærk varme, så osten smelter på få minutter.

OM MÅNEDENS MÅLTID
På torpet er der ofte ekstra tid til at hygge om maden, og en særlig nydelse for mange er at kunne bruge de svenske råvarer, der er i sæson, eller som man selv kan plukke, samle, jage eller fiske. Har du udviklet eller afprøvet en yndlingsopskrift, du gerne vil dele med andre torpare, så send den til redaktion@torpare.dk.

 

Læs opskriften og hele oktoberbladet 2020 her.

 

print
X
×
Bliv medlem
Shop
Videnscenter
Aktiviteter